4. november 2024

Cordulus skaffer 3 millioner euro til at udbrede AI-vejrløsninger globalt

Cordulus skaffer 3 millioner euro til at udbrede AI-vejrløsninger globalt

Cordulus, Nordeuropas førende leverandør af AI-baserede vejrløsninger, har netop lukket en investeringsrunde på 3 mio. euro.

Virksomheden leverer avanceret vejrindsigt og har udviklet en AI-vejrmodel, der forudsiger vejret med en hidtil uset nøjagtighed. Investeringen vil nu fremskynde virksomhedens ekspansion af vejrløsninger til nye markeder. 

Høj efterspørgsel efter forudsigelighed 

Efterhånden som vejret bliver mere og mere ekstremt og uforudsigeligt, påvirkes flere og flere virksomheder. Derfor er der stor efterspørgsel efter detaljeret vejrindsigt og -prognoser, der tager højde for lokale mikroklimaer.

Cordulus har i årevis brugt kunstig intelligens til at levere hyperlokale vejrudsigter, som ifølge virksomheden nu er 50 % mere præcise end traditionelle metoder. Det sker ved at indarbejde og analysere en lang række datakilder som satellitbilleder og radar samt ved at modtage millioner af vejrmålinger hver dag fra deres eget vejrstationsnetværk, som med over 4000 aktive vejrstationer er det største i Nordeuropa.

Et stærkt signal fra investorerne

"Vi er stolte af den fortsatte støtte fra vores investorer, som viser tillid til vores langsigtede vision," siger John Smedegaard, CEO af Cordulus.

Begejstringen deles af rundens investorer, som består af den internationale landbrugskoncern Danish Agro og Pajbjergfonden:

"Vi har været investor i Cordulus siden 2018 og har på første hånd været vidne til den stærke udvikling, virksomheden har gennemgået. Vejrstationerne er gode eksempler på den måde, vi ønsker at hjælpe landmænd omkring Østersøen med digitale værktøjer", siger Henning Haahr, CEO fra Danish Agro Group og bestyrelsesformand for Cordulus.

"Pajbjergfonden er glad for igen at kunne hjælpe Cordulus med at vokse og udvikle sig. Vores fokus er at støtte planteforædling, og vejrforhold er et afgørende parameter at navigere efter, når man skal udvikle nye sorter til fødevarer og foder," siger Michael Stevns, formand for Pajbjergfonden.

"Denne runde sikrer, at vi kan skalere hurtigt i takt med, at markedet for vejrbaserede AI-løsninger vokser. I en tid, hvor mange virksomheder holder igen med investeringerne, ser vi denne runde som et stærkt tegn på en solid fremtid for Cordulus," tilføjer John Smedegaard.

AI baner vejen for en grønnere fremtid

AI revolutionerer meteorologien ved at gøre det muligt at analysere de enorme mængder vejrdata, der observeres, på måder, der tidligere var umulige.

"Vi ser i øjeblikket en global transformation, hvor AI-baserede vejrteknologier åbner op for nye muligheder. Vi er pionerer inden for denne udvikling og ser et stort potentiale i at bringe vores dataanalyse- og prognoseværktøjer til nye industrier og markeder, hvor detaljerede, hyppigt opdaterede vejrprognoser skaber stor værdi. 

Vi hjælper virksomheder med at håndtere vejrrelaterede risici, reducere ressourceforbruget og mindske deres CO2-fodaftryk. Det er gennem AI, at vi kan positionere os som en nøglespiller i fremtidens grønne økonomi," slutter John Smedegaard.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev - Bnkly X Webflow-skabelon

Tilmeld vores nyhedsbrev

Tak for din tilmelding til vores nyhedsbrev
Ups! Noget gik galt, da du indsendte formularen.